KEMISK PEELING

Hvad er en kemisk peeling, og hvordan virker det?

Ved en kemisk peeling forsøges der en genopbygning/genoprettelse af hudens øverste lag, epidermis, og dermis (overhud og læderhud). De produkter vi anvender indeholder unikke syrer.

Ud over syrer indeholder produkterne bl.a. vitaminer, antioxidanter, antiinflammatoriske stoffer, aminosyrer, enzymer og sporstoffer, som tilsammen sikrer en ensartet og kontrolleret hudoptagelse af de aktive substanser med minimal skade på overhuden, da stofferne primært arbejder i dybden og bevirker cellefornyelse og optimal regenerering af huden.

Kemiske peels er udviklet til at behandle aldersforandringer, pigmenteringer i huden samt acne. Mange tror fejlagtigt, at effektiviteten i peels kan måles ud fra, hvor kraftig afskalning er. Med de produkter vi anvender sker hudfornyelsen i læderhuden og i mindre grad i overhuden, samtidig med at sår og hudirritation begrænses. Huden vil efter behandlingen få forbedret dens tilstand optimalt og vil føles strammere og fastere. De behandlede hudområder vil fremtræde med et forynget, glansfuldt, ensartet og mere spændstigt/opstrammet udseende.

Hvor længe holder behandlingen?

Behandlingen holder sædvanligvis i lang tid (måneder til år) afhængig af livsstil og daglig solbeskyttelse.

Hvor kan kemisk peeling hjælpe?

Ved en hud med begyndende linjer og rynker, grov hud, store porer, acne, lette solskader og pigmentskjolder. Peelingen kan også være et godt supplement til filler, Prohfilo eller skinboost-behandling.

Hvornår bør man ikke udføre kemisk peeling (kontraindikationer)?

Ved solskoldet hud, herpes eller infektion i behandlingsområdet, ved graviditet eller hvis du ammer, er under 18 år, får lysfølsom medicin, er i blodfortyndende behandling, i behandling med isotretinoin (der skal gå 12 måneder efter ophør af behandling), får kemoterapi, er i binyrebarkhormon-behandling, lider af alvorlig sygdom, har allergi over for indholdsstofferne eller danner keloid.

Før behandlingen

Ved forundersøgelsen får du skriftlig og mundtlig information om behandlingen ved en registreret sundhedsperson. Efter du har modtaget information, kan du give dit samtykke, og behandling.

Mindst en uge før må du ikke bruge selvbruner, acne behandlingsmidler, rensemasker, skrubbecremer eller lignende hududtørrende midler, og du må ikke have fjernet hår med voks eller andre hårfjerningsmidler i det område, som skal behandles.

Den aktive behandling

Den kemiske peeling foretages af en specialuddannet sygeplejerske. Der kræves ofte flere peelinger i en serie (ofte 2-4) og ofte med forskellige aktive emner. Behandlingen udføres 3-6 gange om året. Først renses huden grundigt og huden affedtes med alkohol. Herefter foretages en test af din huds følsomhed og tolerance. Dette fjernes efter max 2 minutter, og herefter påføres et ensartet lag af det aktive peelingmiddel. Der findes både peelinger der skal vaskes af efterfølgende og andre hvor det aktive middel skal ikke vaskes af eller neutraliseres.

Efter behandlingen

Hjemme skal du sørge for at fugte din hud rigtig godt. Din behandler vil vejleder dig i, hvilke produkter der foretrækkes, samt hvordan og hvor hyppigt disse bør anvendes. Det er vigtigt at du ikke piller i din hud efter behandlingen eller hiver løse hudflager af. Du skal undgå solbadning samt hårfjerningsmidler på de behandlede områder i mindst en uge.

Bivirkninger

Under den aktive behandling er det normalt at mærke svie og smerte i få minutter – især i starten af behandlingen. Senere kan føles kløe i timer til få dage. Det er normalt, at huden kan føles stram og tør efter behandlingen. Nogle oplever en let og/eller gentagen afskalning af huden. Det er vigtigt at man ikke klør eller piller i huden, også ved hudafskalning. Efter behandlingen kan huden være rød i op til et døgn afhængig af hudens sensitivitet. Efter dybere peelinger kan opstå blærer, som heler på 1-2 uger. Graden af hudreaktion afhænger af peelingens styrke, mængde, kombinationer, behandlingstid, hudens følsomhed, modtagelighed og forbehandling.

Komplikationer

Herpes, allergi, sårdannelse ses sjældent, men kan forekomme, især hvis man piller i huden. Meget sjældent ses ar og misfarvninger, især hvis man ikke passer på solen efter behandlingen.